Man kan løbe, gå eller bare komme og kigge. Området ved Nordgårdhallen bliver den sidste weekend i august rammen om 24-timers-begivenheden Stafet for Livet.

Arrangementet har det dobbelte formål at sætte fokus på kræft som en sygdom, der rammer mange på tværs af etnisk oprindelse, og at samle hele Brabrand til fælles hygge og samvær.

Stafet for Livet blev første gang afholdt i Brabrand i 2017, og flere hundrede deltagere var med til at gøre pladsen ved Foreningernes Hus både hyggelig og livlig. I år rykker stafetten lidt sydpå og vil foregå med afsæt i pladsen foran Nordgårdhallen, hvor der gennem alle 24 timer vil være livlig aktivitet.

Det hele går løs lørdag d. 25. august kl. 11.00, hvor starten går til stafetten, der – hvis byggeplanerne i Gellerup går, som de skal – vil bringe deltagerne i Stafet for Livet gennem den nye ”gyldne port”, der skal åbne Gellerup ind mod Aarhus.

Porten er ved at blive etableret, og sandsynligvis vil den være så færdig, at Stafet for Livet bliver en af de første begivenheder, der vil foregå i og omkring Gellerups nye vartegn.

Fighterne klar til første runde.

Og hvad er Stafet for Livet så?
Det er en event, som Kræftens Bekæmpelse gennemfører mange steder i Danmark som afsæt for oplysning om kræft som en sygdom, der rammer rigtig mange mennesker. Ideen med stafetten er, at man gennem 24 timer markerer kampen mod kræft, som et symbol på at kampen mod kræft aldrig stopper.

Stafetten er ikke kun en alvorlig påmindelse om livets skrøbelighed men også en fejring af, at stadig flere vinder kampen og bliver helbredt for sygdommen. Derfor fejrer Stafet for Livet også fighterne i Brabrand-området, som er eller har været ramt af kræft.

Lysceremoni til minde om mennesker, der er døde af kræft.

Hvordan kan jeg deltage?
Foreninger, virksomheder, skoler, naboer og venner opfordres til at tilmelde et hold til Stafet for Livet Brabrand. Der skal formentlig 15-20 personer til at kunne ”dække” alle 24 timer, men du kan begynde med at tilmelde et hold, og så kan de enkelte deltagere på holdet tilmelde sig løbende via hjemmesiden.

Hvis du er en af fighterne, som selv har eller har haft kræften inde på livet, er du særligt velkommen. Der vil undervejs blive et særligt arrangement for fighterne.

En særlig velkomst vil der desuden være til frivillige, som har lyst til at hjælpe med at få Stafet for Livet til at blive en god oplevelse. Du må meget gerne henvende dig til Helle Hansen på 2783 2782, hvis du har lyst til at hjælpe.

Endelig – hvis du hverken har lyst til at gå eller løbe, men bare synes det lyder som en hyggelig anledning til at mødes med andre mennesker, så er du hjertelig velkommen til at komme forbi Stafet for Livet. Sæt kryds i kalenderen ved d. 25.-26. august.

Her tilmelder du et hold

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.