Det møder kraftig kritik, at beskæringen af HotSpots budget vil gå særdeles kraftigt ud over den forebyggende indsats, som foregår i Folkeinformation. Afdelingen i Viby er allerede lukket, og i Gellerup bliver bemandingen skåret til omkring det halve.
"Det er for galt, for det, de gør i Folkeinformation, er et glimrende integrationsarbejde. Medarbejderne løser små og tunge sager, inden de måske går op i en spids," siger en daglig iagttager, Lars Nikolajsen. Han arbejder i Brabrand-Aarslev Lokalhistoriske Arkiv, som har lokaler sammen med Folkeinformation, og han kan se nytteværdien af en god Folkeinformation.
Til daglig sidder folk og venter i bibliotekets røde sofaer på at tale med en i Folkeinformation. Det viser, at deres arbejde er efterspurgt.
Gode til at løse sagerne
"Jeg synes det er et utroligt flot arbejde de laver. Nogle sager løser sig på få minutter, andre kan være mere tunge og ubehagelige, men da de taler med folk på deres eget sprog, får de oftest løst sagerne," siger Lars Nikolajsen.
Han sagde dette på et foretræde for Socialudvalget, hvor der også var andre fra Gellerup for at protestere mod den voldsomme beskæring af HotSpots budget. Egentlig kom han som formand for Viby Fællesråd, fordi Folkeinformation på Viby Bibliotek lukkede 1. september. Men som iagttager i Gellerup havde han også bemærkninger til politikerne:
‘Helt urimeligt at beskære’
"Jeg sagde, at integrationspolitikken i Aarhus generelt ikke er noget at prale af, men her er et godt integrationsprojekt. Det er helt urimeligt at beskære. Og jeg fatter ikke,  hvorfor der skæres ned, idet de opsagte medarbejdere skal omplaceres til andet arbejde
"Hvorfor omplacere disse folk, der har ekspertise, uden at kommunen sparer noget på det?" spørger Lars Nikolajsen.
Ifølge gellerup.nu’s oplysninger skal lederen af Folkeinformation, Sami Saïdana, gå ned i tid, så der kun er een fuldtidsmedarbejder, Hüsein Arac, tilbage. Desuden er der tre fleksjobbere med få ugentlige timer tilbage.
Men det var dengang…
Tidligere var der ansat omkring otte i Folkeinformation, og indsatsen blev fremhævet som en succes, fordi antallet af henvendelser har været langt over det forventede. De første tre et halvt år var der ventet 14.000 henvendelser, men i realiteten kom der 24.000 henvendelser.

”Hvis denne udvikling fortsætter, vil en af samfundets svageste grupper i kraft af FI’s indsats langsomt blive bedre integreret i det danske samfund,” skrev daværende socialcenterchef Gitte Krogh og Sami Saïdana i en evalueringsrapport i 2008. 
Men det var dengang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.