Rss

Drømme fra studiets dyb

Baglama er et traditionelt tyrkisk instrument. Instrumentet kaldes også for saz, men da saz faktisk betyder instrument, er baglama mere korrekt.

Fra Global Color Sound Studios dyb strømmer den tyrkiske musik hele vejen op igennem ristene, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, at studiet er i brug.

I studiet er Hakan Berdici og Cangiz Uslei i gang med at spille og synge. Hakan Berdici bor i Gellerup og kommer ud af en musikerfamilie, så det var naturligt for ham at begynde at spille musik som femårig. Han spiller på klaver, baglama, fløjte, og så synger han. Cangiz Uslei er født i Danmark og begyndte at spille musik som 11-årig. Først spillede han trommer, men nu er det hovedsagligt på baglama.

Begge spiller de musik i deres fritid. Global Color Sound Studio har givet dem mulighed for at øve sig med deres musik.

”Det er vigtigt for os, at akustikken er god, så vi kan høre, hvad vi selv spiller. Ellers bliver vi ikke bedre.” fortæller Cangiz Uslei med begejstring i stemmen.

”Faktisk var vores første indtryk af studiet, at det var chokerende. Tænk at der kunne være noget så godt og dyrt i Brabrand. Og som vi bare kan låne.” Hakan Berdici og Cangiz Uslei er enige om, at hvis studiet kan blive brugt på en ordentlig måde, kan det gavne integrationen, at folk er i stand til at passe på noget sammen.

”Det vil give mulighed for at finde og udvikle nye talenter,” konstaterer Cangiz Uslei. Deres egne musikdrømme går i retningen af at lave et album. Men først og fremmest er det at øve i studiet en mulighed for at udleve kærligheden til musikken.

< Tilbage til nyheder