Rss

Bruges der for mange penge i Gellerup?

Omkring 30 tilhørere deltog i vælgermødet. (foto: Walid Zaher)

"Der er pumpet penge i integrationen, men den har slået fejl." "Vi har brugt nok penge i Gellerup, men ved vi, hvad vi har fået ud af de mange penge? Der er mange indsatser, der ikke har gavnet." 

To udsagn i aftes på vælgermødet - fremsat af henholdsvis DF-eren Knud Mathiesen og den konservative Ali Aminali. Ifølge Aminali har Gellerup fået alt for meget opmærksomhed - andre områder står først for nu, mente han.

Men har de ret? Det blev kraftigt diskuteret på vælgermødet torsdag aften, og de fleste i panelet tilbageviste påstandene. Rabih Azad-Ahmad (Rad.V.) bad flere gange den konservative kandidat dokumentere, hvilke indsatser der ikke har virket, men Aminali kunne kun svare, at det findes der ikke opgørelser over.

Andre kaldte udviklingen i Gellerup for en succes, fordi Gellerup har en elevator-effekt: beboere med svag baggrund er flyttet ind, har taget uddannelser og fået jobs - og flytter videre, når de får råd. Kunsten bliver nu at få flere ressourcestærke til at blive, og det er på vej nu, mente flere.

Knud Mathiesens (DF) påstand var, at integrationen er slået fejl.

Lokale jobs
Fadi Kassem (SF) var dog lidt på linje med de borgerlige - i hvert fald omkring helhedsplanen, som han ikke mente har skaffet lokale folk i arbejde:

"Folk fra Horsens og Randers og fra Østeuropa har fået jobs i helhedsplanen, men ikke vore lokale beboere."

Hvis det store Verdensbad-projekt lykkes, kan det skaffe arbejde til 200, og boligforeningen og kommunen arbejder for, at de lokale skal køres i stilling til disse jobs.

Gordon Roberts, tidligere leder af Fritidspatruljen, var irriteret over, at de mange indsatser omtales som nytteløse. Han har selv haft mange unge i fritidsjobs, og han sagde, at også hans kollegers resultater er målbre.

Parallel-svømning
Parallelsamfund og kvindesvømning fik endnu en tur på vælgermødet. Hossein Mirshahi (Alt.) kunne slet ikke se, hvorfor byrådet skulle blande sig i et velfungerende tilbud. Hüseyin Aras (S) sagde, at byrådet skam ikke har forbudt kvindesvømning, kun i den offentlige åbningstid.

Det fik en af kvindesvømmerne, Wissal El-Arid, til at spørge socialdemokraten, om han vil arbejde for, at i det kommende Verdensbadet kan kvinder være sikre på at kunne svømme uden mandligt tilsyn. Det lovede Arac.

Flertallet i byrådet lukkede kvindesvømningen i den offentlige åbningstid efter påstande om "social kontrol" fra mænd, men det blev tilbagevist af flere.

Stadig beboerdemokrati?
Helle Hansen, beboer og bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening, havde også et spørgsmål til Socialdemorakratiet:

"Hvis der i forbindelse med renovering af lejlighederne stilles forslag om fortætning (dvs. boliger mellem blokkene, red.), og beboerne skulle stemme nej, vil I så sætte beboerdemokratiet ud af kraft?"

Arac kunne kun svare for sig selv: "Hvis beboerne siger, at de ikke vil have fortætning, så respekterer jeg det."

Foreningernes Hus
Den usikre situation for Foreningernes Hus blev også vendt. Der mangler penge til at sikre overgangen til det kommende beboerhus, men der var ingen konkrete bud på dette. Rabih Azad-Ahmad gjorde opmærksom på, at byrådet har afsat 200.000 kr i fire år, men at der skal flere penge til. Han noterede sig, at Brabrand Boligforening arbejder på, hvordan problemet kan løses. 

< Tilbage til nyheder