Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har taget de penge, lejerne har sparet op til vedligeholdelse og forbedring af deres boliger. Derfor betaler lejerne dobbelt skat, og det er urimeligt. Det mener Socialdemokraternes folketingskandidat i Århus Vest, René Skau Björnsson.
I Århus Vest er almene boligbebyggelser med presserende renoveringsbehov sat på venteliste til finansiering fra Landsbyggefonden. Lejernes egne indbetalinger til Landsbyggefonden er beskåret ved finanslovsforlig mellem Regeringen og Dansk Folkeparti. Denne boligbeskatning af lejere går ud over almene boligafdelinger, der forringes ved udskydelse af renoveringsopgaver.
Tre spørgsmål om Landsbyggefonden
Borgerportalen aarhusvest.dk har stillet tre spørgsmål til alle folketingskandidater i Århus Vest:

  1. Hvad mener du om den udhuling af Landsbyggefondens midler, der er sket ved de seneste finanslovsforlig?
  2. Hvad vil du gøre for at løse de uløste renoveringsopgaver i den almene boligsektor i Vestbyen og sikre deres finansiering?
  3. Skal Landsbyggefonden finansiere dokumenterede renoveringsbehov i den almene boligsektor, før staten kan kræve midler fra Fonden?

Penge til renovering vigtigere end flere penge i statskassen
Borgerportalen har modtaget et klart svar fra Socialdemokraternes René Skau Björnsson. Han finder udhulingen af Landsbyggefondens midler stærkt kritisabelt: “Regeringens konfiskation af pengene skal stoppes straks, og pengene skal tilbage til lejerne. De dokumenterede renoveringsbehov gør krav på alle pengene i Landsbyggefonden. Endnu en gang er det lejerne i Danmark, det går ud over, når regeringen skal finde penge.”
Desuden har vi modtaget et stort set lige så klart svar fra Kristendemokraternes kandidat Per Breindahl, som siger, at Landsbyggefondens midler bør bruges til det, Fonden er oprettet til, nemlig investeringer i boliger. Han vil lytte til de løsningsforslag, den almene boligsektor i Vestbyen selv måtte have.
På spørgsmålet, om Landsbyggefonden skal finansiere dokumenterede renoveringsbehov i den almene boligsektor, før Staten kan kræve midler fra Fonden, svarer Per Breindahl: “Sådan forstår jeg Fondens formål.”
Borgerportalen har ikke modtaget svar fra andre partiers kandidater. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.