Portrætserie med de frivillige i afdelingsbestyrelserne:
Vi træder ind i en tætmøbleret toværelses lejlighed. Her dufteraf kanel-te, der er fugle, der pipper, og en stor iMac med en masse noter til fortællinger. Vi er i Anett Sällsäter Christiansens lejlighed.
Til dagligt arbejder hun som pædagog, og efter fyraften bruger Anett meget af sin tid på frivilligt arbejde i Gellerup og Toveshøj. Hun har siden 2009 siddet i Toveshøjs afdelingsbestyrelse, hvor hun i 2011 blev valgt som formand.
”Planen var at jeg skulle være formand i et år, men nu har det flasket sig sådan, at jeg stadig er formand,” fortæller Anett.
Mødet med andre
Hendes vigtigste mærkesag er, at alle skal kunne trives og føle sig velkommen. ”Det er i mødet med andre, at man kan udvikle området,” fortæller Anett.
Det ideelle for Anett er ”Et dejligt, blomstrende område, der er fyldt med oaser, butikker og ideer, der udspringer fra beboerne.”
I fritiden beskæftiger hun sig som forfatter og udgav i 2008 en bog med titlen ”Brabrand 8220 – en ung kvindes fortælling”, der siden er blevet trykt i 1000 eksemplarer, kommet på bibliotekerne og brugt i Toveshøjsskolens undervisning.
Til slut fortæller Anett om sin svenske opdragelse, der med en sætning siger: ”Hvis man kan, så skal man hjælpe.” Anett mener, at de unge kan engagere sig i bestyrelsesarbejdet gennem småjobs, hvor de skridt for skridt kan involveres yderligere.
”Ejerskab skaber de bedste muligheder,” slutter Anett samtalen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.