Falafel Madklub har store planer for næste år. Den lille kikærtebolle kan nemlig samle danskerne, og nu skal den ud i byen.
Eva Hellesøe læser Lingvistik på Universitetet. Hun bor længere inde mod centrum. Men mandag aften er hun cyklet til Foreningernes Hus for at spise falafel:
"Jeg har været med i Falafel Madklub i en måned. Min veninde var i Møllevangskirken og hørte om klubben, og nu er vi fire venner, der cykler sammen herud."
Det er ikke kun god, autentisk og billig mad, der trækker Eva og hendes venner til Gellerup. Hun kan godt lide tanken om det fællesskab, der burde binde en større by som Aarhus sammen på tværs af de forskellige bydele:
"Det betyder at vi kommer ud fra de zoner, vi normalt benytter os af. Det styrker samtalen og giver et fællesskab," mener Eva Hellesøe.
Falafel kan alle lide
Mahmoud Ismail er medkoordinator i Falafel Madklub. En pæn del af de fremmødte er vegetarer:
"Der er ikke noget som mad, der samler folk på tværs af kulturer. Det er ligesom med sport. Formålet med Falafel Madklub er at lave et vegetarisk og endda vegansk tilbud som folk kan samles om."
Mahmoud er ikke selv vegetar. Men han har prøvet det:
"Jeg har selv prøvet at være vegetar. Men jeg synes det var meget besværligt. Lige netop falafel kan alle lide. Det er vegetarisk uden at blive søgt."
Ud i resten af byen
Falafel Madklubs medlemmer kan se frem til mere medbestemmelse:
"Vi fortsætter Falafel Madklub næste år, og vi vil gerne have mere brugerinvolvering. Vi har cirka 20 medlemmer i klubben, og de kan forvente at blive inddraget mere næste år. Vi faciliterer rammerne, og så er der frit spil til at fylde dem ud," fortæller Mahmoud Ismail.
Og resten af byen skal gerne indtages i 2018, hvis det står til Falafel Madklub:
"Vi vil også gerne holde arrangementer andre steder i Aarhus," fortæller Mahmoud.
Men i aften er der falafel på menuen i kælderen i Foreningernes Hus på Gudrunsvej i Gellerup. Og det bliver der ikke ændret på i 2018:
"Der må gerne være lidt aubergine på et fad ved siden af. Men det er falafel der er stjernen her," smiler Mahmoud Ismail, mens han snupper sig en bid mere fra tallerkenen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.