Først en virkelig historie: 19-årige Ghanum Ahmad fra Vejle er blevet afvist på 110 autoværksteder, hvor han gerne ville have læreplads. Han er født i Irak. Hans lærer ”griber ind” og skaffer ham 14 dages ulønnet praktik. Men da lærepladsen skal besættes, går den til en indfødt dansker.

Så til ungdomsteatret Forskellighed: Ghanums virkelige oplevelser trækkes ind i forestillingen, og publikum kan være med til at dramatisere virkeligheden: får Ghanum mon alligevel en læreplads?

Det er teatertruppens særkende, at den mixer virkeligheden med teater – og publikum digter med på historien.

Højdepunkter fra rost forestilling
Sådan vil det også være torsdag den 13. december, hvor borgerportalen og Globus1 holder fest for alle borgere i Århus Vest. Forskellighed – der tæller otte unge aktører af forskellig etnisk herkomst, heriblandt dansk – viser en lille halv times højdepunkter fra den meget roste forestilling, der i dette efterår har turneret i hele Danmark.

Skuespillerne er: Daniel Bill, 18, går på produktionsskole i Randers, Fatima Madsen, 19, kommer fra El Salvador og bor i Hadsten, Fatmir Asilani på 23 er fra Kosovo, men har boet i Langå og Randers i en del år, Stanley Bakar på 19 er dansk-egypter og bor i Randers, Patrine Andersen på 38 har en thailandsk baggrund og bor i Randers, Pernille Richoff Andersen bor i Gellerup og er 15 år, Tille V. Schøler på 23 er også fra Århus og studerer.

Skuespillerne er i øvrigt på hjemmebane i Globus1 – det er stedet, hvor truppen øver sig.
Teatertruppen er oprettet af foreningen VerdensBørn,som arbejder for at styrke dialog mellem mennesker med forskellige etniske og kulturelle baggrunde.
Teatret Forskellighed:  www.forskellighed.com
Verdens Børn: www.verdensboern.com

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.