Rss

Gellerup er et godt sted for iværksættere

Mohammad Eissa er ny skrædder i Gellerup - og havde allerede på åbningsdagen kontakt med mulige kunder. (Foto Bo Sigismund)

Der var fuldt hus, da Iværksætterhuset, som tidligere har heddet Gazellefarmen, på Karen Blixens Boulevard 21 i Gellerup, havde officiel åbning i torsdags. 

De besøgende var imponeret over bygningen, som råder over værksteder og mødelokaler. Der er ikke så mange lejere endnu, men en har allerede haft første arbejdsdag på sit værksted. Det er den syriske skrædder Mohammad Eissa, som den første dag allerede har haft 10 kunder. Han havde også styr på tingene og udleverede en prisliste til potentielle kunder.

Vigtig milepæl
Borgmester Jacob Bundsgaard holdt den første tale. Han understregede, at huset er en vigtig milepæl i historien om helhedsplanen. Han mente, at stedet kan skabe forandring, først for iværksætterne, derefter for hele området, fordi der måske kommer flere arbejdspladser ud af det.

Carl Erik Skovgaard, medlem af visionsgruppen, holdt også tale. Han forklarede, at dette hus havde mere fokus på praktiske fag i modsætning til andre steder i byen.

”Brugerne af huset skal samarbejde og hjælpe hinanden. Her kan være lokale iværksættere, men her er også plads til folk fra hele byen, som mangler et opstartssted.”

Medlem af Gellerupparkens afdelingsbestyrelse, Nezar Ajjawi, nævnte i sin tale, at det er godt for området, at Iværksætterhuset nu findes, og at huset forhåbentlig vil skabe lokale arbejdspladser.

Nysgerrig?
For besøgende, der ikke havde været i området før, var der rundvisning i Gellerup, og hvis man ikke var interesseret i det, var der også et foredrag på første sal om iværksætteri.

Hvis du er blevet interesseret i at leje lokaler i Iværksætterhuset, så kig forbi eller kontakt Jakob Bøjen på  telefon 20922455 eller besøg: http://gazellefarmen.instantcity.dk/

< Tilbage til nyheder