Rss

Lykkeskolen står til at miste sit tilskud

Måske er det snart slut med dans, som her ved åbent hus i 2016.

I et brev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, altså statens tilsyn, står der, at Lykkeskolen står til at miste den millionstøtte, som den siden 28. april 2017, har modtaget fra staten.

BT, som har fået aktindsigt skriver for øvrigt, at det statslige tilsyn har været bekymret over kønsopdelt undervisning og en meget konservativ forældregruppe, der opfatter lejrskoler, musikundervisning, biologi- og seksualundervisning som forbudt ifølge islamiske love.

I brevet står der også, at: ” Styrelsen har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der på skolen har været censurerede biologibøger, og at skolens redegørelse herfor har været utroværdig og i strid med faktuelle forhold,” forklarer Martin Larsen, konstitueret direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Hvis tilskuddet bliver trukket, betyder det reelt set, at skolen må lukke.

Udtalelse fra skolens personale
Som svar på dette brev og artiklen i BT, har de ansatte på Lykkeskolen, skrevet en udtalelse, som nu ligger på Lykkeskolens Facebookside. Her står blandt andet, at: ” Vi kan ikke genkende mediebilledet – og dele af UVMs rapport.
Lærere og ansatte har været ret chokerede over i dag at høre at Undervisningsministeriet (UVM) påtænker at tage tilskuddet fra skolen. Og i særlig grad har det været chokerende at se den efterfølgende mediedækning, som vi ikke kan genkende overhovedet.”

Til sidst i skrivelsen, står der, at: ”vi har gennem årene være yderst samarbejdsvillige ift. råd, vejledning og krav fra UVM. Og det vil vi fortsat være, hvis de er konkrete. Men hvis det underliggende krav reelt er, at man ikke accepterer at skolens forældre og elever er muslimer, så vil vi melde hus forbi: Den type krav vil vi på ingen måde leve op til”.

Frustration fra skolens leder
Da gellerup.nu besøgte Lykkeskolen for nyligt, var det en frustreret skoleleder Ahmad Moussa, der ikke vidste, hvad han helt konkret skulle gøre for at opfylde tilsynets krav. Han vidste, at der var nogle ting galt, men ville gerne have hjælp til at løse problemerne. Netop dette punkt, står der også noget om i udtalelsen:” Det helt store problem med UVMs rapport er, at det ingen steder fremgår, hvad skolen konkret skal kunne gøre for at leve op til konkrete krav. Retspolitisk bevæger den sig ud på yderst farlig glidebane, hvor princippet synes af at ”al tvivl skal komme den anklagede til skade” – hvilket også betyder omvendt bevisbyrde."

Der vil, ifølge personalet på Lykkeskolen, komme flere reaktioner i morgen.

Se BT's artikel her

Læs Lykkeskolens respons her

Skole og uddannelse
< Tilbage til nyheder