Rss

Sådan kan blok A17 komme til at se ud

En visualisering af hvordan det nye kvarter ved blok A17 kan komme til at se ud. Kjaer & Richter A/S

Ved 11-tiden i dag i Laden blev sløret løftet for hvad arkitekterne har arbejdet med for blok A17, Edwin Rahrs Vej 18-26.

Blokken er den første på Toveshøj der bliver renoveret og er dermed et pilotprojekt for hvad der skal ske med resten af blokkene.

Høste erfaringer
Ole Bech, projektchef i Brabrand Boligforening kalder det en ”milestone” og en vigtig markør at projektet nu er præsenteret.

Videre fortæller Ole Bech at pilotprojektet betyder at Brabrand Boligforening kan høste erfaringer, dels med renoveringsmetoderne, men også med de forskellige lejlighedstyper:

”I blok A17 har vi mange forskellige typer af lejligheder som vi eksperimenterer med, og der kan så være nogle af de typer som vi så fravælger i de efterfølgende blokke, fordi de er for dyre og så vil man ikke lave så mange af dem. Vi opsamler nogle erfaringer og bliver klogere med hensyn til mikset af lejligheder, men måske også med de metoder vi skal bruge, så vi kan effektivisere og få mere for pengene,” slutter Ole Bech.

Nyt kvarter
Det er et helt nyt kvarter der rejser sig i ”hjørnet” af Toveshøj, med facade ud mod Bazaren og Edwin Rahrs Vej, men lige så meget med den tætte bebyggelse øst for blokken, på det sted hvor der i dag er legepladser.

Her ses et oversigtsbillede. Bazaren er til venstre i billedet og den første række af huse ligger ud mod Bazarvejen. Øst for blok A17 ligger der et antal nye privatboliger. Planche: Kjaer & Richter A/S

Suna Cenholt fra Plus Arkitekter (nr. to fra venstre) var forbi med blomster til bestyrelsen. Foto: Christian Andersen

Fuld gang i området
Den nye bydel begynder i 2018 at tegne sig med flere markante projekter.

Overfor A17 vil Aarhus Kommunes nye administrationsbygning til Teknik og Miljø forvaltningen med plads til 1000 ansatte stå færdigt inden for et år. I januar er arbejdet på et nyt kollegium med 352 ungdomsboliger igangsat. Sport og Kultur campus med bl.a. verdensbad, bevægelseshus, bibliotek og beboerhus bliver løbende færdig i løbet af de næste år.

Allerede i år kan beboere i Gellerupparken og Toveshøj glæde sig over en ny bypark på størrelse med 27 fodboldbaner.

MT Højgaard A/S er, sammen med underrådgiverne Kjaer & Richter A/S som arkitekter og MTH Design og Engineering som ingeniører, valgt til at stå i spidsen for etableringen af det nye kvarter i Toveshøj.

< Tilbage til nyheder