Søndag den 19. februar blev katten slået af tønden i Viby Syd. Omkring 120 glade og – for manges vedkommende – festligt udklædte børn deltog i fastelavnsløjerne på Søndervangskolen. Mange havde også taget forældre og bedsteforældre med til begivenheden.
Katten af tønden
Boligsocial medarbejder Merete Fjord bød velkommen og opridsede reglerne; bunden ud = kattedronning; sidste pind = kattekonge; præmier til de fem bedst udklædte. Fem tønder var gjort klar, så der var plads til alle aldersgrupper fra 0 til 99 år.
Og så blev der ellers gået til – jeg havde nær sagt makronerne – det var nu hverken makroner eller for den sags skyld katte, der var i tønderne, men karameller.Selv om man efter sigende kunne opleve tøndeslagning med en levende kat helt frem til 1880’erne.
Kongelig hygge
Da alle fem tønder var banket ned og karamellerne samlet op, samledes alle i skolens kantine, hvor der var slikposer, fastelavnsboller og kakaomælk til børnene og der var kaffe og fastelavnsboller til de voksne. Det blev et par hyggelige timer med kåring af de fem kattedronninger og -konger og de fem bedst udklædte.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.