Lokalpolitiet i Aarhus Vest har i en række år arbejdet målrettet med, hvordan betjentene taler med områdets unge og skaber respekt om politiets arbejde. Nu vil psykologer interviewe 100 unge i Gellerup for at undersøge, hvordan man kan udvikle politiets arbejdsmetoder, så de unge ikke føler sig forfulgt.
Men Lokalpolitiet i Aarhus Vest har ikke selv hørt om, at deres arbejde skal under lup, og at der endnu engang kommer forskere udefra for at lave undersøgelser i Gellerup.
”Nej, det har jeg ikke hørt. De skal være velkomne, men det kan godt være svært for forskere udefra at sætte sig ind i virkeligheden herude. Det hele kommer an på, hvordan de udvælger de unge. Taler de bare med unge på gaden, så vil de unge hurtigt tegne et billede af ”dem og os” og fortælle, at politiet ikke behandler dem ordentligt. Men udvælger de dem rigtigt, kan de få noget mere ud af deres undersøgelse,” siger politikommissær Jens Espensen.
Undersøgelse til 5,5 mio. kr.
Det er psykologer fra Aarhus Universitet, der har fået 5,5 mio. kr. fra Det frie Forskningsråd til at gennemføre undersøgelsen, og den ledes af professor Torsten Kolind. Det fortæller DR Østjylland.
”For de unge repræsenterer politiet måske danskhed. Og hvis de føler, at de bliver mødt af politiet meget uretmæssigt – bliver stoppet og skal vise id uden at have gjort noget – så føler de måske, at de ikke bliver accepteret af den danskhed, politiet står for.”
Og: ”Vi håber, at vi kan være med til at skærpe politiets redskaber til at tackle mødet med unge mænd af anden etnisk herkomst, der føler sig udenfor samfundet, på en bedre måde,” siger Torsten Kolind.
Det er jo det, vi gør
Til det siger Jens Espensen:
”Det er præcis det, vi allerede arbejder med: hvordan vi møder dem. Mine folk taler ordentligt med de unge, men jeg kan da ikke afvise, at de unge nogle gange oplever det anderledes. Det er derfor, vi har udveksling med politibetjente fra Vollsmose, og vi skal også fortælle det til andre betjente her i Aarhus.”
Espensen tilføjer, at selv om Gellerups unge møder politiet på en ordentlig måde, så kan der stadig hænge noget ”dem-og-os” ved.
”Det vil nok tage mange år at ændre på den holdning,” siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.